Indhentelse af oplysninger
Når Lægemiddelskadeankenævnets sekretariat modtager en klage over en afgørelse fra Patientforsikringen, oprettes der en sag. Det påses i den forbindelse, at klagefristen på 3 måneder er overholdt. Du vil blive anmodet om at give samtykke til, at der kan indhentes relevante oplysninger. Herefter anmoder sekretariatet Patientforsikringen om en udtalelse over klagen og udlån af sagens akter. Når dette materiale er modtaget, vil du få tilsendt kopi af udtalelsen med anmodning om eventuelle bemærkninger. Hvis der mangler relevante oplysninger i sagen, indhenter sekretariatet disse. Det kan f.eks. være journaler fra sygehus eller læge, akter fra din kommune eller oplysninger fra dig selv. Du har også mulighed for at give sekretariatet oplysninger skriftligt eller telefonisk.
Forberedelse af sagen
Når alle oplysninger er modtaget, gennemgår sekretariatet samtlige sagens akter. I de fleste tilfælde vil sagen derefter blive forelagt for en af de sagkyndige lægekonsulenter, der er tilknyttet sekretariatet. Lægekonsulentens udtalelser er alene vejledende for nævnet.
Nævnsbehandling
Du vil ca. 3 uger inden, at din sag behandles på nævnsmøde få besked om den præcise mødedato. Du har ikke mulighed for at deltage i det pågældende nævnsmøde, da møderne ikke er offentlige. På mødet vil nævnet træffe en afgørelse. Hvis ikke alle nævnsmedlemmer er enige, er det flertallet, der afgør sagen. Hvis det ikke har været muligt at afgøre sagen på mødet, vil du få besked herom. Det kan i nogle tilfælde ske, at sagen udsættes, f.eks. fordi der skal indhentes supplerende oplysninger.
Afgørelsens indhold
Lægemiddelskadeankenævnet kan forhøje eller nedsætte erstatningen. Afgørelsen i din sag kan gå ud på:
- at Lægemiddelskadeankenævnet tiltræder Patientforsikringens afgørelse, dvs. kommer til det samme resultat som Patientforsikringen,
- at Lægemiddelskadeankenævnet helt eller delvist ændrer Patientforsikringens afgørelse, eller
- at sagen skal behandles på ny af Patientforsikringen.
Lægemiddelskadeankenævnet ændrer i ca. 15- 20 procent af tilfældene Patientforsikringens afgørelse. Når nævnet behandler en klage over en afgørelse fra Patientforsikringen, kan nævnet også ændre eventuelle tidligere afgørelser i sagen, uanset om der er klaget over disse. Sådanne ændringer kan både betyde, at erstatningen forhøjes, nedsættes eller bortfalder.
Orientering om afgørelsen
Du vil indenfor cirka 2 uger efter nævnsmødet modtage afgørelsen i sagen. Af afgørelsen vil det fremgå, hvad nævnet har lagt vægt på, og hvilke lovregler sagen er afgjort efter. Hvis der foreligger en udtalelse fra nævnets lægekonsulent, kan du bede om at få udtalelsen, når sagen er afgjort. Det gælder selvom, at der er tale om et internt notat, men kun for lægeudtalelser, der er udarbejdet efter den 1. august 2003.